Mauritius

Mauritius er indbegrebet af et tropisk paradis. En turkisblå lagune omkranset af en kridhvid sandstrand med svajende palmer er det første syn, der møder gæsterne. Øen ligger i Det Indiske Ocean syd for Ækvator og med sine knap 1800 km2 er den mindre end Fyn. Opdaget af araberne, koloniseret af portugisere, hollændere, franskmænd og briter og med afrikanere, kinesere og indere bragt hertil som slaver, fremstår Mauritius i dag som et multietnisk samfund med et farverigt kulturliv og en spændende gastronomi. Menukortene byder på eksotiske retter fra det kinesiske, indiske og kreolske køkken, mens franskmændene har sat deres tydelige præg på det raffinerede gourmet køkken.
Havet omkring Mauritius inviterer til en forunderlig undervandsverden med farverige tropiske fisk og smukke koralformationer og oplevelserne kan indfri enhver dykkers drømme. Udenfor koralrevets beskyttende rammer finder dybhavsfiskerne de optimale rammer for at dyrke passionen. Hvert år fra oktober til april kommer marlin, gulfinnet tun og barracuda helt ind til kysten og du kan nemt skrive en ny "rekord" ind i din fangstliste.
Det store udbud af aktiviteter som vandski, windsurfing, sejlads samt ture med glasbundsbåde og udflugtskatamaraner dækker til fulde vandsportsentusiasternes ønsker.
På den sydlige side af øen finder du den regnskovsklædte Black River Gorge og Chamarels farvede sanddyner. Sku ned i dybet af den udslukte vulkan Trou aux Cerfs eller besøg søen Grand Bassin, hvor hinduerne valfarter ved højtiderne. Du kan let udforske området på egen hånd. Tag for eksempel til Grand Bay, som har øens største udbud af turist- og vandsportsaktiviteter eller besøg Pamplemousse Botaniske Have, hvor du kan se enorme åkander og den særprægede Talipot-palme. Hovedstaden Port Louis er øens handelscentrum, hvor smukke bygninger fra kolonitiden, moderne indkøbscentre og farverige basarer ligger side om side.